Herthavej 5F, 1. tv., 2920 Charlottenlund

SKØN LEJLIGHED I HERTHAVAVEN MED SOLRIG ALTAN OG EGEN GARAGE

Lejligheden er beliggende i det attraktive byggeri "Herthahaven", som er opført i 1982 med elevator, parkering og dejlige altaner. Denne lejlighed har også garage til, hvilket er mere sjældent. 

Lejligheden er beliggende på 1. sal med en rummelig entré med 3 indbyggede skabe, rummeligt soveværelse med to vinduespartier og grøn udsigt, hvidt køkken med god skabsplads, ligeledes med grøn udsigt. Kontor med den samme smukke grønne udsigt og som er stort nok til reol, skrivebord og en sofa - kontoret ligger en suite til den store opholdsstue med plads til både spisebord, vitrineskab og sofaarrangement og med vinduesparti fra gulv til loft, hvor der er en skydedør, så du kan åbne op til den pragtfulde terrasse, som både er stor og dyn med plads til spisebord og lounge. Udsigten fra stuen er ligeledes grøn og ugeneret. 

Den grønne udsigt fra alle vinduer var det sælger i sin tid faldt for, da de kom fra hus og ønskede den samme udsigt, som de kom fra, hvilket er svært at få i en lejlighed, som ligger så tæt på indkøbsmuligheder. De faldt også for at de kunne parkere lige foran opgangen og at der er elevator fra du træder ind i opgangen og op til lejligheden og ned til kælderen. At der også fulgte en garage med var et kæmpe plus. I dag sælges lejligheden som et dødsbo.

Lejligheden er yderst centralt beliggende og du har en lille sti ud til Ordrupvej, så det er nemt at handle uden at du skal sætte dig ind i bilen. Gården er grøn, inviterer til fællesskab og er aflåst. 

En sjældent udbudt lejlighed.